Nordisk konference om morgendagens bæredygtige byggeri

Til august samles arkitekter, ingeniører, bæredygtighedseksperter, planlæggere og andre specialister fra hele Norden til konferencen Passivhus Norden i Bella Center 20-21. august.

Den 7. Passivhus Norden konference, 7PHN, afholdes i Bella Center i København til august. 7PHN bliver til i samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole (KADK) og DTU Byg og tager fat på tværfaglige aktuelle debatter, ny viden og problematikker i bygge- og anlægsbranchen. Det omfattende program favner ca. 80 danske og internationale oplægsholdere og keynote speakers samt workshops og rig mulighed for at styrke netværket på tværs af faggrænser.

Tværfaglighed og samarbejde
Tværfaglighed og samarbejde er evigt aktuelt og til stadighed en udfordring i bygge- og anlægsbranchen. Konsekvenserne kan være store, ikke mindst for kvaliteten af det endelige resultat. Manglende samarbejde faggrupper imellem er derfor et af de vigtige emner på konferencen. Det samme er de fejl, mangler og sjusk, der er en konsekvens heraf. Men hvor og hvornår går det galt, og hvordan kan vi forhindre det? Dét er genstand for diskussion i workshops på konferencen.

Konferencen løber af stablen 20.-21. august 2015 i Bella Center. Både arkitekter, forskere, ingeniører, producenter, entreprenører og bygherrer deltager traditionelt på konferencen, som er den eneste anerkendte, videnskabelige konference om bæredygtigt byggeri, der jævnligt besøger Danmark. Der forventes 500 deltagere fra Danmark, Norge, Sverige og Finland.